Sådan bruger du Domestic Science i madkundskabsundervisning

skc3a6rmbillede 2020 07 26 kl. 17.05.26 1 | Domestic Science
  • Set
    1.507

Der er efterhånden flere og flere brugere, navnligt madkundskabslærere, af Domestic Science.

Det er mega fedt at der er andre, som mener at hjemmesidens opskrifter og artikler kan anvendes til mere end, at jeg anvender den til min egen undervisning.

Derfor tænkte jeg at lave en lille intro til, hvordan jeg anvender hjemmesiden og hvordan du kan anvende den i din undervisning. Det er jo ganske gratis.

Sådan underviser jeg

Madkundskab er et praktisk fag, hvor teorien ikke må “stjæle” håndværket. Der er mange måder at arbejde med teori i undervisningen. Men jeg finder det vigtigt, at der altid følger en teoretisk tekst, som understøtter det praktiske arbejde. På den måde har eleverne et sted at vende tilbage til, hvis de vil indhente eller repetere dagens teoretiske viden. Jeg har som lærer ligeledes et sted, hvor jeg kan henvise til i mine undervisningsplaner og eksamensopgivelser, hvad vi har arbejdet med.

Lidt firkantet kan 70-80 % af min undervisning deles op 5 faser:

  • Intro til dagens arbejde og fokus for undervisningsgangen
  • Faglig læsning
  • Praktisk arbejde med maden
  • Rengøring
  • Afrunding og evaluering af dagens arbejde, samt hvad skal der ske næste gang.

Dette giver mine elever en fast struktur på undervisningen. De ved hvad der skal ske, og de kender rutinerne i faget og min undervisning. Afviges der fra denne relativt faste struktur? Ja, selvfølgelig. Der arbejdes også på andre måder, hvor der ses en film, tages på virksomhedsbesøg osv., men den ovenstående formel er den mest anvendte.

Jeg starter med en intro til dagens arbejde. Hvad skal vi arbejde med? Følger der en lille historie hertil? Hvad skal læses? Hvad skal produceres af mad? Hvordan runder vi arbejdet af?

Efter introen, går vi til læsningen. Her bruger vi elektronik som læseredskab (læs mere her). Jeg starter som regel min undervisning med 5-15 minutters læsning på klassen. Det gøres på mange forskellige måder (læs mere om tilgange til læsning her). Det kan også være mig, som læser en tekst højt på klassen, mens eleverne følger på Smartboard eller deres skole-pc.

I forlængelse af læsearbejdet, ser vi også på den eller de opskrifter, som vi giver os i kast med om lidt. Hvordan skal opskriften forstås? Er der noget vi skal være opmærksomme på osv. Det praktisk arbejde står herefter på i det meste af undervisningen, hvor eleverne knokler med madlavningen på en eller anden måde.

Slutteligt rundes dagens arbejde af, mens eleverne spiser den producerede mad. Hvilke udfordringer opstod der? Hvad gik godt? Hvad gik mindre godt? Mine elever vil altid gerne have en kåring af dagens ret, hvor der uddeles en kokkehat (som kan fås gratis ved Abena).

Opskrifter til madkundskab

Min egentlige tanke var i tidernes morgen at opdele bloggen i en undervisningsdel og en privat del. Undervisningsdelen, hvor mine elever kan finde deres opskrifter til undervisningen, er opsat i alfabetisk rækkefølge, således jeg kan sige til eleverne, at de skal finde opskriften “Bedstemors lynboller” på deres skole-pc, tablet eller smartphone.

Find opskrifter til madkundskab her.

Jeg arbejder på en bedre kategorisering af opskrifter og faglige artikler, men det tager sin tid… Håber at kunne opdatere hjemmesiden i starten af det nye skoleår.

Faglig læsning (og anden madnørderi)

Ved at klikke dig ind på denne fane i toppen af startsiden, finder du alle mine faglige artikler, som jeg anvender i min undervisning. Jeg har ikke fastsat nogle klassetrin på alle artiklerne. Du kender dine elever bedst og kan bedre vurdere, om artiklerne kan anvendes i din undervisning (er de for nemme eller svære?). Hvis jeg har en klasse, hvor det faglige niveau ikke er så højt, eller hvor der er en del elever med læsevanskeligheder, gennemgår jeg teksterne sammen med eleverne. Ved at bruge digitale tekster, kan disse elever også anvende CD-Ord og få teksten oplæst.

Undervisningsforløb

Jeg sammensætter mine valg af opskrifter og faglige tekster i en tabel, som giver mig et overblik over undervisningen. Her indsættes opskrifter og tekster

skc3a6rmbillede 2020 05 28 kl. 16.30.55 3 | Domestic Science
Her et udklip fra en 8. klasses undervisningsplan.

Jeg er begyndt at samle mere og mere af min undervisning i forløb, således disse bliver en anelse mere brugervenlig.

Find undervisningsforløber her.

Du kan give dem et kig og se, og det er noget du kan bruge og flette ind i din undervisning.

Undervisningsportal

Flere og flere skoler skal bruge undervisningsportaler, som kommunen har valgt. Her kan du linke til Domestic Science og nappe de opskrifter eller faglige artikler, som du mener at kunne bruge.

Copy/paste teksten i browseren ind i din undervisningsportal – og du og eleverne har nem adgang til de faglige artikler og opskrifter, som skal anvendes i undervisningen.

skc3a6rmbillede 2020 07 26 kl. 17.05.26 1 | Domestic Science
Ved at markere teksten i browseren, kan denne kopieres over i din Undervisningsportal. Det lade sig være MinUddanelse eller Meebook. Herfra kan du oprette undervisningsplaner med links til dit arbejde, således din undervisning er struktureret.

Således en lille vejledning til, hvordan du kan anvende Domestic Science som en del af din undervisning – eller dele heraf.

Håber du kan bruge vejledningen og hjemmesiden.

Du skal være velkommen til at smide en kommentar eller bemærkning, hvis der er noget du undres:-)

ingredienser

    Du vil måske også kunne lide