- 8. december 2020
- by Christian Svane
- 0 Synes godt om
- 0 / 5
-
Set1.123
Lortevejr i Danmark…
Det er en stor omvæltning at komme hjem fra Italien til det, der skulle være den danske sommer = det sædvanlige regnvejr. Dog har vejret givet anledning til familiehygge, hvor der bl.a. ses lidt Disney film.
Efter at have fundet Disneys Ratatouille til 40 kr. og endt endt familiehygge på sofaen, vil ungerne nu have ratatouille – som musen laver! Jeg gør, hvad jeg kan for at forklare dem, at det er en rotte, og at der ikke må være rotter i et køkken. Det kan de overhovedet ikke forstå, når der er det i filmen… “Og de vaskede jo musene i opvaskemaskinen, far…” Chef Remy styrer jo, og så er han meget nuttet.
Og denne fantastiske film sætter jo tanker i gang. Jeg plejer at lave ratatouille, som en klassisk bonderet i gryde, men man er jo nød til at få retten til at se lige så lækker ud, som Chef Remy gør.
Ratatouille er egentlig en simpel ret bestående af en tomatsauce med grøntsager i/på. Jeg vil denne gang bevæge mig ud i at servere den på samme måde som Chef Remy gør det i filmen. Det er sådan ungerne vil have det…
4 personer
Tomatsauce
1 dåse Hakkede tomater. Brug evt. friske tomater
2 dl Vand
2 stængler blegselleri
1 løg
2 fed hvidløg
2 peberfrugter efter eget valg
1 tsk knust chili
1 lille kvist frisk timian (eller 1 tsk)
1 lille kvist frisk Oregano (eller 1 tsk)
50 g smør
½ tsk salt & peber
En lille håndfuld frisk basilikum (eller 1 tsk)
- Tænd din ovn på 220º varmluft.
- Hak løg og hvidløg groft (skal alligevel blendes om lidt).
- Varm en pande godt og grundigt op. Jeg har sådan en dejlig Le Creuset støbejernsbandit. Den kan nemlig gå i ovnen. På med smørret og svits løg og hvidløg godt af i lidt olivenolie.
- Tilsæt chilipulver. Det giver retten lidt en lidt skarp kant. Skal teknisk set ikke i en klassisk ratatouille.
- Hak blegselleri og peberfrugt groft og smid det hele i panden med tomaterne. Lad det simre i en 20 minutters tid (kom evt. alufolie eller et låg på panden. Det er vigtigt, at grøntsagerne er bløde, inden de blendes. Hvis de ikke er, kan saucen blive lidt grovkornet eller grynet…
- Tag panden af blusset og rør smør heri. Smag til med salt og peber.
- Kom tomatsaucen i en skål og stavblend den sammen med basilikum.
- Kom tomatsaucen tilbage i panden.
Grøntsagerne
1 squash eller courgette
1 aubergine
1 gul peberfrugt
3 røde tomater
50 gram frisk revet ost. Jeg har brugt en mellemlagret ost
1 kvist timian
2 spsk olivenolie
1 tsk æblecidereddike
½ tsk salt & peber
½ tsk chilipulver
- The easy part… Snit alle grøntsagerne fint og anret dem rundt i kanten af panden skiftevis hele vejen rundt. Se billede. Du kan evt. bruge et mandolinjern i snitteprocessen.
- Timian, olivenolie, æblecidereddike, salt og peber blandes og hældes over grøntsagerne.
- Riv osten på råkostjern og drys let over ratatouillen i panden.
- Smid panden i ovnen, og giv den ca. 30-45 minutter i ovnen. Hold øje med farven og juster varmen herefter.
Kom evt. staniol over panden (det gør Chef Remy i filmen…), hvis ratatouille bliver lidt mørk på toppen.
Hvis man skal køre Chef Remy-stilen, er det en god ide at have nogle metal ringforme, som sættes på tallerknen. Kom forsigtigt ratatouillen heri og giv den et let tryk, sådan at det hele sætter sig i formen. Det skulle helst ikke bladre ud, når ringen fjernes.
Efter at have kastet mig ud i denne tilgang til ratatouille, står jeg med to glade unger. “Det er lige som musen laver det, far!” Jeg tænker det er et kompliment. Dog var de skeptiske over for squashen og auberginen, og appetitten var ikke stor, da der kom Disney sjov.
Jeg anbefaler, at lave det første af ratatouillen i god tid. Med dette mener jeg, at anrette i panden. Det tager lidt tid, men det ser satme godt ud. Ratatouillen kan også laves noget kun hurtigere i en gryde.
Jeg synes også det ser lækkert ud, hvis man bare knalder støbejernspanden på bordet, hvis det er til et større spisende selskab.
Det dejlige ved ratatouillen, som jeg elsker ved al mad, er at den kan laves i god tid, da den står og passer sig selv i ovnen eller gryden. Så har du tid til alt mulig andet.
Dernæst får du utrolig mange grøntsager i én ret, som egentlig også bare kan serveres for sig selv – lige som musen gør det
Velbekomme.