- 4. oktober 2021
- by Christiansvane
- 0 Synes godt om
- 0 / 5
-
Set1.367
Vi arbejder mere og mere med forskellige istyper i madkundskabsundervisningen.
Det skyldes for år tilbage, at jeg havde fået skabt en god undervisningsplan, hvor der viste sig at være en hel del besparelser.
Det banede vejen for at købe ismaskiner til madkundskabslokalet. Faktisk får den en ganske god og fornuftig ismaskine til de 1.000-1.300 kr. Læs mere om Ismaskinen her.
Til en god is hører sig også en isvaffel. Så lige inden covid19-nedlukningen, fik jeg fat i nogle isvaffeljern. Bevares, vaflerne kan laves på pande, men det er markant nemmere i et vaffeljern.
Så skal du arbejde med is, dejtyper eller sukkers hygroskopiske egenskaber, kunne denne opskrift måske være noget?
Så her følger min isvaffeldej, således vi sådan en lækker bandit i arsenalet, når der arbejdes med is.
Ca. 10-12 styks.
2 æg
100 g sukker
100 g smeltet smør
1 tsk vaniljesukker
1/2 tsk kardemomme
1/2 tsk kanel
½ tsk salt
1 dl vand
200 g mel
Lidt smør til panden
- Smelt smørret ved middel varme i en kasserolle.
- Pisk æg og sukker, vaniljesukker, kardemomme og kanel til en luftig æggesnaps.
- Tilsæt smør langsomt, mens du pisker videre.
- Tilsæt mel og pisk videre.
- Tilsæt vand og salt og pisk dejen en sidste gang. Dejen skal være ligesom en tynd pandekagedej. Hvis den er for tyk, kan du tilsætte lidt ekstra vand.
- Tænd for vaffeljernet.
- Smør en smule smør på det varme vaffeljern.
- Hæld en smule af dejen i vaffeljernet.
- Bag dine vafler i ca. 3 minutter.
- Så snart vaflen er færdig skal den løftes over på en tallerken, hvor du ruller vaflen som et kræmmerhus. Vaflen skal rulles mens den er varm, da den bliver sprød efter en rum tid.
- Husk at få spidsen klemt helt sammen, så din is ikke kan løbe ud.
- Lad vaflen afkøle i et isvaffelstativ eller læg dem på en bageplade med god afstand.
Opbevar vaflerne i en kagedåse, hvor du lige lægger et stykke bagepapir i samlingen ved låget. Så holder vaflerne sig sprøde i et par dage.
Det er dog vigtigt, at du har stegt vafler grundigt, da vi skal have fugten ud af vaflen. Men du har sandsynligvis spist vaflerne inden de overhovedet kommer i kagedåsen;-)
Velbekomme