- 14. marts 2022
- by Christian Svane
- 0 Synes godt om
- 0 / 5
-
Set2.217
Brunch er en mellemting af morgenmad og frokost.
Ordet stammer fra engelsk, hvor det er en sammentrækning af ordene breakfast (morgenmad) og lunch (frokost).
Indledning
Brunch er et stort måltid, som venner og familie kan samles om. Det laves oftest i weekenden, da måltidet kan indeholde mange forskellige elementer. Måske du også har prøvet en brunch på en cafe eller restaurant?
Det er ikke svært at banke en brunch sammen, men der er en masse små retter, hvilket giver lidt arbejde – og det er der lidt mere tid til i weekenderne. Ofte vil du opleve, at dele af en brunch sagtens kan gøres klar dagen før = ingen stres og jag, når gæsterne kommer.
En god brunch består oftest af brød, ost, syltetøj, pandekager, yoghurt, æg, bacon, pølser etc. Dernæst er brunchbegrebet blevet så internationalt i forbindelse med spredningen af verdens madkulturer. Derfor er brunch også en god måde, at vise eleverne nogle forskellige morgenmadsretter fra hele verden.
Vi arbejder i makkerpar, hvor hvert makkerpar har ansvaret for en opskrift. Arbejdet sættes på et fællesbord, hvorfra klassen kan smage – og forhåbentlig inspirere hinanden til at prøve andre morgenmadsopskrifter af i hjemmet. Formålet med dette forløb er dermed også at inspirere til at gå hjem og lave mere mad.
Ved at fordele opskrifterne på mange, bliver det også en undervisningsgang, hvor eleverne ikke har så travlt.
Derfor har mine elever også en i lille ekstraopgave, som kan bruges hvis niveauet og budgettet tillader det. De skal lave deres egen omelet.
Opskrifter til morgenmadsbuffeten
- Amerikanske pandekager
- Havregrynspandekager
- Arme riddere
- Breakfast Sarnie
- Yoghurt med Granola
- Tørrede tomater i olie
- Hash browns
- Smoothie
- Omelet
- Morgengrød med æbler, knas og dulce de leche
- Nayas (lidt grove) maseboller
- Kreolsk inspireret morgenmadsvafler
- Madkundskabsvenlig brownie
Til en god brunch, kan der også suppleres med frisk frugt.
Hvis der er nogle elever, som er friske på en udfordring kan du også byde dem retten: Æg Benedict med Sauce Hollandaise. Det er en ret i sig selv, som er rigeligt til et brunchmåltid. Men det er også en ret med en vis kompleksitet, da der både skal laves pocheret æg og en Sauce Hollandaise.
Lærervejledning
Dette forløb er tiltænkt en enkelt undervisningsgang, men du vil sagtens kunne dele det op i flere dele.
Jeg bruger forløbet på 6. årgang, hvor min undervisning hovedsagligt har fokus på at eleverne skal igennem alle tilberedningsmetoder og opleve så mange som mulige opskrifter og råvarer. Er du ikke enig i denne tilgang, vil du/I kunne udvælge fra nedenstående liste, og arbejde med én eller et par af opskrifterne til en brunch.
Netop det at eleverne skal opleve en masse forskelligt er min tilgang til dette forløb.
Eleverne laver ikke alle den samme mad i forløbet.
Som beskrevet i indledningen, kan du egentlig strikke forløbet sammen, som du vil. Du finder således ikke de klassiske stegte pølser, bacon og æg. Men det kunne snildt gøres til en del af klassens brunch – og eleverne vil elske det. Men det kræver ikke den store opskrift, hvis du spørger mig.
Jeg bruger forløbet som en hyggelig introduktion og inspirationsdeling i 6. klasse.
Eleverne har hver især et ansvar for et bidrag til en brunch-buffet på klassen. Derudover skal de laves deres egen omelet til sig selv. En omelet er en billig om nem ret, som kan gives alverdens forskellige twists. Må dine elever det? Tør du lade dem eksperimentere med krydderier osv.? Jeg giver mine elever muligheden, men understreger også faldgruberne i at anvende for mange krydderier, og hvordan det kan risikere at ødelægge maden.
Gangens forløb – min opbygning af undervisningsgangen
OBS! Har du redskaber til at kunne lave små anretninger til buffeten? Det er en overvejelse, som er værd at tage med. Hvordan vil du have og hjælpe eleverne i deres anretninger?
Som madkundskabslærer, skal du have klargjort dulce de leche, hvis denne skal være en del af morgengrøden. Den skal nemlig småboble i tre timer. Dette gør jeg altid et par dage inden, da Dulce de leche kan holde sig 2-3 uger på køl i et patentglas.
Vi læser indledningen i dette undervisningsforløb og eleverne ser oversigten af opskrifterne.
Vi snakker om, der er nogle af retterne, som eleverne kender, således vi får arbejdet med deres forforståelser, og får dem sporet ind på dagens arbejde.
Jeg udvælger (alle) opskrifterne i ovenstående og skriver disse på kort, hvor vi så har en lodtrækning. Du kan evt. udvælge dele af disse opskrifter, hvis budget eller redskaber ikke gør det muligt at lave disse. Sværhedsgraden tænker jeg ikke bliver et problem.
Vi aftaler, hvornår maden være klar, så eleverne kan tilpasse deres madlavning herefter. Husk lidt ekstra tid, hvis der også skal laves en omelet + Er der nok pander til alle, eller skal hvert makkerpar deles om en pande? Dette skal I være opmærksomme på i forhold til rammerne for madlavningen og afleveringstidspunktet for maden.
Nogle elever har nogle retter, som kan/skal holdes lune i en ovn. Andre kan sætte tidligt på bordet. Det kunne fx være en omgang boller eller granola. Disse må gerne blive kolde.
Læringsmål
Madlavning:
Eleven kan lave efter en opskrift.
Eleven kan lave mad ud fra enkelte grundmetoder og teknikker.
Måltid og madkultur:
Eleven kan opbygge måltider til særlige anledninger.
Eleven har viden om særlige måltidsanledninger.
Eleven har viden om tids- og stedsbestemt mad- og måltidskulturer.