- 17. november 2020
- by Christian Svane
- 0 Synes godt om
- 0 / 5
- Sværhed: Let
-
Set1.016
Der er nogen ting, som man ikke må pille ved i bestemte retter.
I bøfsandwichens tilfælde taler jeg af stor erfaring, da et forsøg med rodfrugter i sovsen (helseflip…) kostede blommen på venstrepegefinger. Uden tvivl et tegn fra højere magter – pil ikke ved bøfsandwichen!
Bøfsandwichen er vel på mange måder dansk gastronomisk kanon nu om dage. Til trods for at den ikke har eksisteret i så mange år, som mange andre dansk retter. De fleste artikler og historiske betegnelser om bøfsandwichen, som jeg har stødt på, stammer tilbage fra 1970´erne, hvilket gør bøfsandwichen til en “yngre” spise.
I disse dage må man sige bøfsandwichen er blevet legendarisk. Årlige konkurrencer, udkæmpes om titlen, som den bedste bøfsandwich Danmark.
Når man er fra Ållern´, holder man selvfølgelig med Vestre Bådelaug, men Grisen fra København skulle også skrue en bøfsandwich af høj høj klasse. Den har jeg i hvert fald på min bucket list.
Jeg bruger altid min store Le Creuset gryde, da jeg kan stege bøfferne heri, og efterfølgende lægge bøfferne til side, for dernæst at lave sovsen heri. Så skal jeg ikke have gang i pander og gryder osv…
Bøfsandwich
Christian SvaneIngredienser
Bøfferne
- 500 g oksefars
- 1 tsk chilipulver
- 20 g kapers
- 1 tsk salt
- 1/2 tsk peber
- 25 g smør til stegning
Sauce
- 2 løg
- 2 dl rødvin
- 7 dl vand
- 2 spsk oksefond. Jeg bruger altid bouillon fra flaske. Det synes jeg er bedre en terningerne. Alternativt brug 1-2 terninger. Smag til.
- 2 spsk worchestershire sauce
- 3 laurbærblade
- 1 kvist timian (1 tsk)
- 1 spsk sennep
- 1/2 dl ketchup
- Lidt kulør til at justere farven på saucen
- Lidt majsstivelse – al efter temperament og ønsket tykkelse på saucen
- 1 dl fløde
Sådan gør du
Bøfferne
- Hak kapers fint.
- Rør farsen godt med salt, peber, finthakket kapers og cayennepeber.
- Varm en pande op til middelhøj varme.
- Form og steg bøfferne i rigeligt smør. Ca. 2-3 minutter på hver side. De tilbereder videre i saucen om lidt.
- Læg bøfferne til side.
- Kom lidt varm vand på panden og kog panden af = masser af guf til saucen senere…
Saucen
- Hak løget fint.
- Varm en gryde op til middelhøj varme og kom lidt olie heri. Kom løgene i en gryden. Steg dem indtil de er møre og bløde.
- Når løgene er møre, tilsættes rødvinen. Lad det bruse i 2 minutter (alkoholen fordamper).
- Tilsæt vand, sennep, ketchup, timian, laurbærblade og Worchestershire sauce. Rør godt og bring i kog.
- Oksebouillon tilsættes. Rør lidt videre…
- Kom fløde i panden, hvor bøfferne har stegt. Så får du den sidste guf med. Hæld det i gryden med sauce.
- Lav en jævning af majsstivelse jf. pakken.
- Tilsæt majsstivelse mens sovsen koger og du rører.
- Når sovsen har den ønskede tykkelse, smides bøfferne tilbage i sovsen. Her skal de hygge sig og braisere videre i mindst 20-30 minutter ved lav varm. Bøfferne kan sagtens holde sig gode i et par timer = mere smag i saucen. Bare søg for at de ikke koger. Og som jeg plejer at sig; tid til. gæsterne, da maden teknisk set er klar.
Sådan bygges bøfsandwichen
- På underbollen smøres lidt mayonnaise på og der laves en god ring af remoulade efterfulgt af rå løg.
- På med bøffen og lidt sovs.
- På med rødbeder og skiveskåret drueagurker.
- Dernæst lidt ketchup.
- På med overbollen.
- Hæld sovs over bollen – efter temperament.
- Ristet løg på toppen.
Bang!
Hvis du vil kæle for det æstetiske i anretningen, og tilføre til sundt og grønt i retten – med alle fingre i behold – kan du knalde et spyd i bøfsandwichen. Omkring toppen af spyddet, vikler du på elegant vis lidt frisée-salat.
Denne dag var bøfsandwichen en lille middagsret, men hvis det var til aftensmad, plejer jeg at lave nogle pommes frites eller ovnkartofler.
Velbekomme.