- 8. december 2020
- by Christian Svane
- 0 Synes godt om
- 0 / 5
- Sværhed: Let
-
Set1.052
Så kom vi på den anden side af børnefødselsdag for førstearvingen, og inden længe står den også på fødselsdagstema i madkundskab.
Så nu har jeg fået nedfældet lidt om den klassiske brunsviger, som danner udgangspunktet for en kagemand. Herfra er det lige så meget et spørgsmål om bagerens kreativitet i udformningen af kagemanden. Dagens brunsviger på billederne er mindre kreative, men tag ikke fejl. Smagen er kanonje! Du skal bare sørge for at lave nogle gode huller i dejen, hvor sukkermasse-sovsen rigtig kan samle sig. Der er ikke noget bedre end at ramme et stykke brunsviger, hvor der gemmer sig et ordentligt hul med masse af sovs!
Hvis du skulle være interesseret i brunsvigerens historie og myter herom, har jeg her fundet et par links, som jeg anbefaler at give et kig.
http://www.fyens.dk/odense/En-historie-om-brunsvigeren/artikel/3130938
https://www.kristeligt-dagblad.dk/bagsiden/brunsvigere-og-andre-kageord
Dej
½ L lunkent vand eller mælk
25 g gær
100 g sukker
800 g mel
100 g smeltet margarine
- Tænd på ovnen på 200 grader over- og undervarme.
- Rør gæren ud i vandet – tilsæt sukker, mel og smeltet margarine. Æltes let til alt er samlet, og du har en let, smidig og glat dej. Den skal lige netop slippe hænderne, når du ælter dejen. Det kan ske, at der skal tilsættes en smule mere mel.
- Dejen stilles til hævning i en bradepande med bagepapir i 15 minutter. Det gør jeg ved at fordele dejen i bradepanden. Herefter glatter du dejen ud vha. vand på hænderne. Vandet gør at den ellers klistrede dej ikke klistre rigtigt til hænderne + du får fordelt dejen ligeligt ud i bradepanden. Viskestykke over og hæv… Det er lige en random og selvlært “teknik”, men den funker!
Sukkermasse – remonce
150 g margarine
300 g mørk farin
½ spsk mælk
1 tsk kanel
- Mens dejen hæver, blandes alle ingredienserne til remoncen sammen. Hvis margarinen er lidt for hård, kan den lige lunes lidt i en kasserole ved lav varme.
- Dejen fordeles jævnt i en stor bradepande med bagepapir i (form evt. som en kagemand).
- Tryk dybe og lidt brede huller i dejen (til sukkermassen). Dejen er ret blød.
- Remoncen fordeles jævnt over dejen.
- Bag i ca. 20 minutter.
Og så er der bare at lave en glasur af flormelis og lidt vand og hæld en masse slik på brunsvigeren.
Kagen er bedst på dagen, da brødbunden godt kan blive lidt tør dagen derpå.
Velbekomme.