- 20. april 2021
- by Christiansvane
- 0 Synes godt om
- 0 / 5
- Sværhed: Let
-
Set1.379
Altså grød er undervurderet.
Jeg har en datter, som i en alder af 7 år, stadig gerne vil have havregrød til morgenmad. Og det skal hun da have så!
Grød er bare en god solid start på dagen. Masser af energi og kostfibre!
Selv, er jeg ikke god til “bare” at spise havregrød. Men hvis den bliver lidt “pimpet” med noget lækkert tilbehør, som jeg plejer at kalde det, er det en mega god og lækker start på dagen.
Det er ikke altid man har mega meget tid om morgenen. Derfor er tanken med tilbehøret, at det er noget, som kan laves i god tid. Tilbehøret kan sagtens holde sig 2-3 uger på køl, hvis det varer så lang tid.
Æblegrød i et patentglas og køl, bum.
Dulce de leche i et patentglas og på køl, bum.
Knas i et patentglas, og stil i et skab eller lignende, bum.
Altså sammen til at tage lige frem, når du skal pifte din havregrød en smule op.
Morgengrød med æbler, knas og dulce de leche
ChristiansvaneIngredienser
Havregrød
- 1 dl havregryn pr. person
- 2 dl mælk pr. person
- 1 knivspids salt
- ½ tsk sukker
Æblegrød
- 3-4 syrlige æbler
- 1 dl vand
- 25 g sukker
- 2 spsk smør
- 1 tsk vaniljesukker
Knas
- 25 g mandler
- 25 g hasselnødder
- 25 g solsikkekerner
- 25 g græskarkerner
- ½ tsk salt
Dulce de leche
- 1 dåse kondenseret mælk (400 ml).
Sådan gør du
Havregrød
- Kom havregryn og mælk i en kasserolle, og bring det i kog.
- Tilsæt og smag til med salt og lidt sukker.
- Rør rundt i grøden, mens den langsomt bringes i kog. Den må endelig ikke buldrekoge, da den brænder på og udvikler en træls bitterhed. Rør rundt til du har en konsistens, som du godt kan lide. Jeg går altid efter en lidt fast konsistens. Dette kan være smag og behag.
Æblegrød
- Skræl og skær æblerne i små tern.
- Kom vand, sukker, vaniljesukker og æblestykker i en gryde. Kog ved svag varme og under låg i ca. 15 minutter eller til dine æbler er møre. Husk at rør i gryden en gang i mellem.
- Når æblerne er kogt møre, hældes al væsken fra gryden over i en skål. Der skal kun være æbler tilbage.
- Smørret røres i æblemassen. Det er med til at runde æblemassen af. Lad massen køle af.
- Stavblend æblemassen, når den er kølet af. Tilsæt evt. lidt æblevæske, hvis det er for tykt.
Knas
- Mandler og hasselnødder hakkes groft.
- Varm en pande op til middelhøj varme og rist nødder og kerner på panden til de tager lidt farve og begynder at dufte ristet.
Dulce de leche
- Fjern papiret fra dåsen.
- Frem med en tilpas høj gryde, som kan dække dåsen med vand. I med dåsen i gryden.
- Dæk dåsen med vand. Sæt låg på gryden.
- Sæt vandet i kog og lad det koge i 3 timer.
- Lad dåsen køle af efter de 3 timer.
- Åbn dåsen og frem kommer den lækreste karamel – karamellen har en lidt underlig konsistens når den stadig er lun – så køl den helt ned inden du bruger den.
Tip til opskriften
Du kan med fordel smide din Dulce de leche i et skoldet glas. Her kan den sagtens holde sig i et par uger.
Og har du så lige en par friske bær i køleskabet eller haven, kan du lige give din havregrød et ekstra kærlighed.
Velbekomme.