- 8. december 2020
- by Christian Svane
- 0 Synes godt om
- 0 / 5
- Sværhed: Let
-
Set1.054
Simpel og undervurderet spise.
Det er måske ikke den sundest spise i disse helsedage, hvor vi bliver mere og mere kulhydrat-forskrækkede.
Anden madkundskabslektion; og vi skal i gang med at kæmpe om at få billeder på bloggen. De bedste elevbilleder smides op på bloggen efter undervisningen.
I min madkundskabsundervisning har vi masser at spurtpræmier. Eleverne kan vinde kokkehuer for dagens præstation. Vi arbejder meget med anretningen af maden og foodstyling til billedtagning. Disse billeder kommer på opskrifterne, når man laver et godt arbejde hermed. Og sidst men ikke mindst, så kæmpes der om det legendariske Everton FC forklæde til den næste madkundskabslektion!
At lave franskbrød er altid en god klassiker at have på madkundskabsplanen. Eleverne kommer til at arbejde med nogle gode basale teknikker.
Eleverne bliver på en nem og overskuelig måde introduceret til bagemetoden, gærprocessen, hævning og ikke mindst formning af brød.
OBS!
Du kan ikke læse dig til alt i madkundskab. Og det er det fantastiske ved faget og madlavning som helhed. Faget og madlavningen skal sanses!
En af de store udfordringer ved hjemmebagt franskbrød er, at det ofte kan falde sammen og bliver fladt. Det bliver ikke lige så flot som bagerens. Hemmeligheden er formningen af brød. Det skal gøres ordentligt. Du skal lave en stram overflade på brødet, når det formes. Dette er med til at franskbrødet hæver opad.
Jeg har fundet en god video på Youtube, hvor formningen af brød vises. Giv den et kig, inden du former dit franskbrød. Efter ca. 1 minut vises det, hvordan du former og skaber en stram overflade på dit franskbrød.
Franskbrød
Christian SvaneVærktøj
- 1 Franskbrødsform
Ingredienser
- 25 g gær
- 2 dl mælk
- 25 g smør
- 1 tsk sukker
- 1 tsk salt
- 300 g mel
- Lidt birkes
Sådan gør du
- Smelt smørret i en kasserolle. Du skal ikke varme smørret for kraftigt op, da du ellers skal vente på at det bliver køligt. Hvis smørret bliver for varmt, kan det dræbe gærsvampene = brødet hæver ikke.
- Kom mælken i kasserolle. Er blandingen lillefingerlun?
- Kom mælk og smør i en skål.
- Smuldr gær i skålen med mælk.
- Tilsæt sukker og salt i skålen med mælk.
- 300 g mel tilsættes lidt ad gangen. Det kan ske, at der skal en smule mere eller mindre mel i dejen.
- Ælt dejen godt og grundigt. Dejen skal være smidig og slippe hænderne.
- Lad dejen forhæve i ca. 30 minutter til dobbelt størrelse i skålen.
- Tænd din ovn på 210º over- og undervarme.
- Form franskbrødet og læg det på en bradepande med bagepapir eller i en form.
- Lad dejen efterhæve ca. 30 minutter mere i formen. Det må også gerne efterhæve lidt mere hvis muligt. Ofte er man bare lidt presset på tid, hvis det er i madkundskab, man arbejder med franskbrødet. Der hjemme har man som regel fin tid.
- Pensl brødets overflade med lidt mælk.
- Rids og drys med birkes.
- Bages 20 minutter ved 210º. Dette kan være lidt afhængig af brødets form
Som det ses på nedenstående billeder, havde eleverne masser af forskellige tilgange til brødene, hvilket også gave lidt forskellige bagetider.
Der blev kæmpet bravt om dagens kokkehuer. Læreren har store forventninger til skoleårets anretninger af maden. Der er ingen af eleverne, som ved det helt store om photoshooting og foodstyling. Men de har brugt masser af kreativitet og alternative hjælpemidler og genstande til at pryde billederne.
Mens eleverne arbejder på deres brød, laver jeg altid lidt hjemmelavet smør. Piskefløde, som piskes godt og grundigt, tilsat lidt salt og vupti, så er der smør. En god nem måde, at vise eleverne, hvordan smør bliver til.
Velbekomme.