- 17. februar 2023
- by Christian Svane
- 0 Synes godt om
- 0 / 5
-
Set1.181
Vi arbejder med det æstetiske i måltidet på 6. årgang.
Vi bruger hele tiden vores sanser – bevidst som ubevidst.
Vi ser nærmere på sansernes fungeren, leger med cupcakes og laver en bøf bearnaise, hvor der er mange forskellige sanseindtryk.
Ooog så ser vi også nærmere på omgivelserne for maden – den har nemlig også stor betydning for oplevelsen af et måltid.
Vi skal med andre ord se nærmere på, hvordan vi kan dække et bord.
Jeg har her fået hjælp af to tjenere, som er kommet med deres bedste råd og nogle regler fra tjenerbranchen, som vi godt kan flette ind i vores ganske almindelige hjemlige madlavning og stemning omkring måltidet.
Synets møde med det flotte bord
Vi har tidligere læst at Synssansen, er vores mest dominerende sans i og med, at det er her du får dine første indtryk.
Bedst som du skal til at spise, træder du ind i et rum, som skaber en vis stemning. Ligger der vaske- og legetøj og diverse papirer på bordet, hvor du skal spise?
Eller er det måske dækket flot op med dækkeservietter, en dug, en dækketallerken, bestik og glas, som står snurre lige og symmetrisk på bordet, mens lyset og varmen bredder sig ud i rummet fra et lille romantisk lys på midten af bordet? Måske der sågar står en lille vase med lidt af årstidens blomster og grene fra haven?
Hvilket bord vil du helst sidde ved?
Alt sammen påvirker dig, når du ser den smukke mad eller det smukt anrettet bord.
Her følger en lille guide, som du sagtens vil kunne arbejde med i madkundskabsundervisning. Guiden er sat op i punktform for at gøre det nemt for elever at finde regler, fif og andre gode råd nemt.
Generelle regler for borddækning
Her finder du nogle forskellige “regler” og råd, som du kan have med i dine overvejelser, når du skal dække et smukt bord.
Den vigtigste og mest overordnede regel er, at der skal være lige linjer og symmetri i borddækningen.
Det er ikke altid, at vi kan efterleve reglerne – men vi kan gøre det bedste forsøg i det rum vi skal servere maden i.
Tommelfinger-regler:
- Der skal være 55 (60) – 70 cm pr. kuvert.
- “Clean canvas” – Strøget dug (ingen rynker) med lige kanter. Må ikke være for lang eller for kort.
- Hovedretsglas skal stå midt for tallerkenen.
- Hvis der er flere glas, skal de stå i rækkefølge fra højre til venstre + vandglas længst til højre (ingen regel som sådan med vandglas, så længe linjerne over bordet ser skarpe ud)
- Kompottallerken til venstre for dækketallerken, enten midt for, eller yderst i hjørnet, uden at rage ud over bordkant. Smørkniv lagt ovenpå højre side – den skarpe side vendt væk fra gæsten
- Salt og peber skal være let tilgængeligt for begge sider af bordet
Service og servietter
Vi skal altid have knive til højre, gafler til venstre. Der er altid lige så mange gafler, som knive. Vi har aldrig mere end to styk skarpt pr. opdækning (Man må dække op med nyt bestik, når første sæt er brugt, skulle man have mere end to “skarpe” retter). Knivens skarpe side skal vende ind mod tallerkenen – altså væk fra gæstens hånd.
- Dessertgaffel vandret over dækketallerken, pegende mod højre.
- Dessertske ovenover, pegende modsat gaflen.
- Evt. suppeske kan lægges ved knivene, men ellers lægges alt ekstra skråt til højre i toppen af kuverten, inden glassene (hummergaffel el.a.).
- Vi bruger altid tyk serviet/stofserviet, da den kan og skal holde hele middagen igennem.
- Servietten kan ligge på kompottallerken eller dækketallerken. Aldrig i glas!
- Du kan med fordel bruge en servietring, eller der kan laves en simpel foldning. Traditionel foldning er 1 eller 2 sejl (se Youtube-video).
Pynt
Vi kan gøre meget med pynten ved en borddækning. Er der fx et tema eller en årstid, som er oplagt at tage fat i? Hvilke farver og kendetegn er der ved temaet/årstiden?
- Pynten skal altid kunne spejlvendes.
- Pynten må ikke være for høj, da det kan genere udsyn til dem man spiser med.
- Hvis pynten er for lang, kan de komme til at knibe med pladsen til maden på bordet.
- En uskreven regel er altid samme farve lys som servietter, da det kan skabe en uligevægt ift. farverne i bordpynten.
- Balance i farverne på bordet. For mange forskellige farver kan blive forstyrrende.
- Vær kreativ med borddekorationen (Lyskæde, glimmer, natur, hjemmelavet, m.m.).
- Husk ekstra plads, hvis der kommer mad på bordet.
Bordkort kan evt. stilles på hovedretsglasset, men kun hvis der er glas før det! Ellers skal det stilles på dækketallerkenen. Hvis du har en højt foldet serviet, kan bordkortet stilles foran servietten eller på servietten, hvis den ligger ned.
Gode fif når du dækker bordet
- Ned at kigge i øjenhøjde – flugter servicen og pynten?
- Brug tommelfinger til mål af bestik, afstand, m.m. (i stedet for lineal = tager lang tid at måle).
- “Gaffeltrappen” – du kan spare en smule plads ved at lave en gaffeltrappe, hvor gaflerne ligger en smule forskudt i stedet for lige ved siden af hinanden.
- Ingen servietter i glassene.
- Intet skarpt mod hånden.
- Ingen spisning af dækketallerkenen.
- Ingen kompottallerken, hvis der intet behov er. Den er ikke til skrald.
Alt skal stå snorlige, og direkte over for hinanden!
Det kan du altid sætte på bordet
Nu spiser vi jo ikke på fin restaurant hver aften, men vi kunne måske godt tage dele af anretningslæren med ind i nydelsen af vores hverdagsdag.
Så hvad kan du altid gøre, når du anretter et bord?
- Stil tallerkenerne lige for den spisende. Ingen kanter ud over bordkant.
- Læg bestikket pænt på siderne af tallerkenen.
- Stil glas midt for tallerkenen.
- Kan vi lægge en pæn serviet på tallerkenen?
- Sætte et lys på bordet.
- En lille vase med blomster eller grene fra haven.
Og så kan du altid give den lidt mere gas i weekenden eller til en finere middag.
Nu skal du ud og skabe lækre, hyggelige og indbydende omgivelser omkring måltidet.